Undervisning om polyfarmaci

Medicinteamet har lavet en række videoer om polyfarmacipatienten i forskellige situationer, som I kan bruge som undervisning i jeres egen praksis. Underviser er Mikkel Erik Juul Jensen, som er geriater på AUH, som flere gange har holdt kurser i samarbejde med MidtKraft.

Introduktion

MidtKraft har udarbejdet fire videoer om forskellige polyfarmacipatienter.

Du bliver guidet gennem den akut syge polyfarmacipatient og hvad du skal være særlig opmærksom på, den kronisk syge polyfarmacipatient med og uden symptomer og med forskelligt funktionsniveau samt den demente polyfarmacipatient.

Indholdet i videoerne er udarbejdet af praktiserende læge og efteruddannelsesvejleder Karen-Dorthe Bach Nielsen, geriater på Ældresygdomme AUH Mikkel Erik Juul Jensen og regional lægemiddelkonsulent Lise Bakkestrøm Rosenbæk.

Mikkel formidler sin viden på en letforståelig måde, og hans store undervisningserfaring gør casene både spændende og lærerige. Karen-Dorthe stiller undervejs i hver video praksisrelevante spørgsmål til Mikkel, og hendes mangeårige erfaring fra praksis gør både cases og undervisning relevant for både nyuddannede og erfarne læger. 

Den demente patient med polyfarmaci

Lotte på 81 er dement. Nogle demente er fysisk ret friske, mens andre tillige er skrøbelige af andre årsager. Lær Lotte at kende i både en meget skrøbelig og en mindre skrøbelig udgave. Få gennemgået skrøbelighed som betydende faktor. Lær om CFS og lær at ”score” Lotte.

Demens og psykoaktive stoffer/antipsykotika i kombination kræver årvågenhed. Få tip til overvejelser ved vurdering og justering.

Smertebehandling er vigtig hos demente! Stil diagnosen. Vær sikker på at non-farmakologisk behandling er forsøgt og bliv taget med ind i præparatovervejelser.

Se videoen her (åbner i et nyt vindue): Den demente patient med polyfarmaci

Den akut syge patient med polyfarmaci

Kom med ud at besøge Ove på plejehjemmet. Han er blevet akut syg. Han er i behandling med mange forskellige præparater som plejehjemspersonalet søger for at han får hver dag, MEN nu hvor han er akut syg bør en del medicin pauseres i en periode – ligesom andre ældre, der bor i eget hjem, nok naturligt gør. Få værktøjer og oversigter lige til at bruge i dagligdagen ved besøg hos akut syge ældre patienter.

Se videoen her (åbner i et nyt vindue): Den akut syge patient med polyfarmaci

Den knap så stabile – og moderat skrøbelige – kronisk syge patient med polyfarmaci

Lars på 72 år er træt af de mange præparater han får. Han lever uden hjælp i sin lejlighed og kommer sjældent ud. Mikkel gennemgår, hvordan Lars som person – socialt, holdningsmæssigt med henblik på skrøbelighed og kroniske diagnoser – kan kommes i møde, når medicinlisten skal vurderes. Lær hvordan CFS bruges handlingsanvisende i forhold til både den nogenlunde robuste patient som Lars og den mere skrøbelige. Få anvist gode værktøjer og lær at gå på tværs, når medicinlisten skal vurderes.

Se videoen her (åbner i et nyt vindue): Den knapt så stabile – og moderat skrøbelige – kronisk syge patient med polyfarmaci

Den stabile kronisk syge polyfarmacipatient – i en mindre og mere skrøbelig udgave

Anna på 84 år er kronisk syg og får meget medicin. Vi møder Anna, der bor alene og går til senior-zumba og senere i ældrebolig. Få CFS præsenteret, begrebet skrøbelighed visualiseret og relateret til risici for patienten. Forstå de behandlingsmæssige indsatser i forhold til skrøbelighed. Kom med på tre-trins-raketten, når medicinlisten hos Anna med forskellig grad af skrøbelighed skal vurderes.

Se videoen her (åbner i et nyt vindue): Den stabile kronisk syge polyfarmacipatient – i en mindre og mere skrøbelig udgave