Læger og personale

Temadag: Almen praksis i et digitalt landskab med sociale medier

Hvorfor, hvordan og hvornår?

  • Har I overvejet at lave en Facebookside for jeres praksis – eller har I en, men bruger den aldrig eller er i tvivl om, om I gør det på en god måde?
  • Er  I frustrerede over Trustpilot eller lignende sites, hvor patienter kan bedømme praksis, og er I i tvivl om eller hvordan, I skal håndtere negative bedømmelser?
  • Savner I inspiration til, hvordan I som ledelse og organisation kan bruge sociale medier til mulig udvikling af praksis, og som en kommunikationskanal, hvor I kan få vigtig information ud til gavn for både jer og patienterne?

Hvis I kan svare ja til et af spørgsmålene ovenfor, så er MidtKrafts temadag noget for jer.

For de fleste af os er de sociale medier i større eller mindre omfang en del af vores hverdag som privatpersoner. Vi deler vores erfaringer om surdej eller jagt i en gruppe på Facebook, får notifikationer fra den lokale idrætsforening om aflysninger, eller tjekker anmeldelser på nettet af den lokale restaurant, når vi er på ferie. Modsat fylder de sociale medier mindre hos mange praksis, hvor det kan være svært at se, hvad man kan bruge det til og få tid til i en travl hverdag.

Udgangspunktet for temadagen er, at jeres praksis er en del af det digitale landskab og de sociale medier – også selvom I ikke selv er aktive på de sociale medier. Derfor giver det god mening, at I tænker sociale medier ind i jeres kommunikation.

På temadagen vil I møde tre personer, som på hver sin måde har erfaringer med sociale medier og vil bringe dem i spil i forhold til almen praksis:

Rasmus Nørøxe er praktiserende læge i Skødstrup Lægepraksis. Han vil fortælle om, hvordan de i flere år bevidst har arbejdet med kommunikation på deres Facebook-side, så forskellig typer af information når ud til deres patienter.  Her giver de konkret information som eksempelvis akut aflysning af blodprøvetagning under snestormen i januar, men bruger også siden til at bygge en fortælling op om lægehuset, og de mennesker, der er er i det.

Matilde Nisbeth Brøgger er lektor og ph.d. på Institut for kommunikation og kultur på Aarhus Universitet, hvor hun blandt andet forsker i sundhedskommunikation. Derudover er hun medlem af  patientrådet i Skødstrup Lægepraksis. På dagen vil hun blandt med med afsæt i sin forskning og hendes eget patientperspektiv komme omkring de sociale medier og strategisk kommunikation.

Steven Collins er specialist i sociale medier og er blandt andet manden, der bestyrer Region Midtjyllands Facebook-side. Han har mange års erfaring med brugen af sociale medier, og har været igennem både shitstorms og lovestorms. Han holder ofte oplæg for grupper, som er er nysgerrige på og skeptiske i forhold til, hvordan de som organisation kan bruge de sociale medier. Steven vil blandt andet komme med gode råd til, hvordan I håndterer jeres Facebook-side og evt. negative kommentarer, hvordan I håndterer bedømmelser på Trustpilot eller lignende sites, og om I i det hele taget kan bruge anmeldelser til udvikling af jeres praksis.

Temadagen er for alle som sidder med kommunikation i praksis – hvad enten det er på et udførende eller ledelsesmæssigt niveau. Dagen vil være et mix af oplæg, deling af erfaringer og diskussioner, så tænk gerne over på forhånd, om I har spørgsmål eller eksempler I vil dele.

Vi lover en dag, hvor I vil få nye perspektiver på jeres kommunikation + konkrete skridt til, hvordan I kan arbejde videre med det hjemme i praksis.

Tilmelding

DATO

29. maj 2024

KL. 09.00 - 13.00

STED

Vejlsøhus

Vejlsøvej 51

8600 Silkeborg

PRIS

600 kr.

Kontaktperson

Kontakt